
Hanne Marie le Fevre
Hanne Marie le Fevre er klassisk uddannet mezzosopran fra Det Jyske Musikkonservatorium og private studier i Paris. Hun har et vidtfavnende virke med et solidt repertoire indenfor især tidlig og ny musik, og indgår også gerne i halvkontroversielle og eksperimenterende projekter på tværs af genrer.
Som ensemblesanger besidder Hanne foruden i Ars Nova Copenhagen stillinger i DR KoncertKoret og Vor Frue Kantori, som dagligt transmitteres live tv og radio. Hun optræder desuden som assistent i Holmens Kirkes Kantori, Mogens Dahls Kammerkor og DR Vokalensemblet.
Hanne er en gedigen solist og har et bredt kernerepertoire indenfor oratorie- og kirkemusikken, såvel som for franske chansons, tyske lieder og eksempelvis Schönbergs Pierrot Lunaire, som hun fremførte i en alder af 23 år. Hun har et stærkt bankende hjerte for nykomponeret musik, improvisation og non-vokal performancekunst.
I 2024 blev hun tildelt Pelle-prisen opkaldt efter komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Prisen blev uddelt af den eksperimenterende musikfestival KLANG og forlaget Edition Wilhelm Hansen.
Udover sin musikalske karriere, arbejder Hanne som krops- og psykoterapeut med uddannelse indenfor Omnitherapy og tilværelsespsykologi. Hun har arbejdet som mentor i et efterværn for voldsramte kvinder. Til dagligt bor Hanne med sin søn på en båd i København, kører motorcykel og fikser ting.