Ole Faurschou

Ole Faurschou

Debuterede som dirigent i 2003 fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium efter studier i kordirigentklassen hos prof. Dan-Olof Stenlund. Uddannet orkesterdirigent ved Universität für Musik und Darstellende Kunst Wien ved prof. Uroš Lajovic. Han har dirigeret en bred vifte af opførelser af passioner og messer af Mozart, Bach, Händel og andre, samt en lang række symfoniske værker.

Med koret Akademisk Kor Aarhus dirigerede han flere hundrede koncerter, har vundet adskillige første-priser, herunder prisen som 'Bedste Dirigent' ved den 8. International Choir Festival i Beijing, og Grand Prix i Rom 2015, repræsenterede Danmark i den første EBU 'Årets kor'-konkurrence, og indspillede flere cd'er, blandt andet på pladeselskabet Naxos.
Han har dirigeret de fleste professionelle orkestre i Danmark, og har turneret det meste af Europa, i Kina og USA. Ole har arbejdet som korsyngemester i Det Kongelige Operakor og dirigeret flere operaer.

Han er meget aktiv i arbejdet med musikalsk undervisning af børn og unge og dirigerede i mange år symfoniorkestret på OrkesterEfterskolen i Holstebro. Han stod bag opstarten af 'Holstebro Musikklasser' og 'Jyske Ungdomssymfoniorkester'.

Ole er underviser på 'International Malko Conducting Academy' ved Danmarks Radio.

2024 Ars Nova Copenhagen. All rights reserved.