Hør min Bøn

Denne koncert bevæger sig giver plads for musikalske refleksioner over sorg, skyld, håb og forgængelighed. På tværs af tid og musikalske udtryk er værkerne fælles om at forsøge at sætte ord og følelse på noget, der ellers kan være svært at gribe eller få hold på.

En række motetter fra renæssancen tager udgangspunkt i bibelske tekster og kristne forestillinger om lidelse, anger og håb. I Robert Whites Lamentations bliver Jeremias’ klagesange til en intens musikalsk meditation over sorg og ødelæggelse. Alonso Lobos Tristis est Anima mea skildrer Jesu angst i Getsemane Have, mens Juan Gutiérrez de Padillas Pater peccavi giver stemme til den fortabte søns anger og længsel efter tilgivelse. Hos Cristóbal de Morales bliver korset i O Crux, ave Spes unica både et symbol på lidelse og håb, mens Lobo i Versa est in Luctum vender blikket mod døden og sorgen.

Koncerten afsluttes med Caroline Shaws How to fold the Wind. Her er det ikke de mange ord, men snarere de få, der sammen med klang, bevægelse og musikalske gestus forsøger at indfange noget flygtigt og uhåndgribeligt. Titlen rummer i sig selv et paradoks: Hvordan folder man vinden? Hvordan giver man form til noget, der ikke lader sig fastholde?

Selvom der er næsten 500 år mellem renæssancens motetter og Caroline Shaws musik, deler de en grundlæggende ambition: at lade musikken give form til det, som sproget ikke helt kan rumme. At nærme sig det uudsigelige – gennem ord, klang og følelse.