Ars Novas Julerejse 2026

Julen er for mange forbundet med at rejse, fordi vi på denne tid ofte prioriterer at se familie, som bor længere væk. Ars Novas sangere og dirigent har rødder mange forskellige steder i verden, og i år foretager vi en musikalsk julerejse til de lande, som har en særlig plads i vores hjerter. Undervejs stopper vi i England, Canada, Tyskland, Portugal, Holland, Irland, Frankrig, Sverige, Norge og selvfølgelig Danmark. Publikum kan glæde sig til at høre både mesterværker af nogle af musikhistoriens store komponister og arrangementer af traditionelle sange, uden hvilke det rundt om i landene ikke rigtigt bliver jul.

Blandt de større, gennem komponerede værker vil man kunne høre den franske renaissancekomponist Jean Moutons Nesciens Mater, en musikalsk meditation over mysteriet omkring Kristi fødsel (‘Moderen, som ikke kendte til en mand’), og den ca. 100 år yngre nederlænder Jan Pieterszoon Sweelincks festlige Hodie Christus natus est (‘Idag er Christus født’). Endnu tættere på vores egen tid finder vi i kronologisk orden bl.a. Charles Wood Pearsalls In dulci jubilo – et engelsk julehovedværk fra romantikken – og fra det 20. århundrede Francis Poulencs rafinerede og på en gang humoristiske og dybt spirituelle Quatre Motets pour le temps de Noël og den nulevende Morten Lauridsens O Magnum Mysterium, et af den nyere kormusiks mest elskede juleværker.

Men til en rigtig julekoncert hører som nævnt også de enkle arrangementer af traditionelle og elskede sange, og fra denne hylde synger vi bl.a. den engelske julesang Gabriel’s Message, arrangeret af Jim Clements, Fernando Lopes-Graças arrangement af den folkelige portugisiske sang Pela noite de Natal, Eoghan Desmonds version af den irske julevise Curoo Curoo og den ligeledes irske komponist Fintan O’Carrolls næsten hviskende intime vuggevise for frelseren Suantrai ar Slanaitheora.

Svensk jul er repræsenteret med Jul, jul, strålande jul af Gustaf Nordqvist og salmen Bereden väg för Herren. Her er julens særlige nordiske stemning tydelig: mørket, lyset, forventningen og den næsten fysiske længsel efter, at julen skal bryde vinteren. Og med med Ørjan Matres arrangement af den traditionelle norske melodi til Mitt hjerte alltid vanker smelter sneen i alle norske julehjerter. Fra Danmark synger vi….nej…det skal være en overraskelse!

Tuesday22ndDec2026

Ars Novas Julerejse 2026

22 December 2026 19:30

Trinitatis Kirke København

Trinitatis Kirke
Landemærket 2
1150 København
Danmark

X